Det betyder de ukendte lyde fra bremserne på din bil

 Nærbillede af hjulet på en bil parkeret på en vej.

Bremserne er noget af det vigtigste på bilen, og derfor er det vigtigt at tage ukendte lyde og andre faresignaler alvorligt. Hvis du hører lyde fra et af dækkene på din bil, kan det ganske enkelt skyldes, at et fremmedlegeme har sat sig fast mellem bremseskive og bremseskjold.

Bremser er sliddele, der skal udskiftes

Bremser er sliddele, og man kan forvente at skulle udskifte både bremseskiver og -klodser flere gange i løbet af bilens levetid. Hvor ofte det er nødvendigt, varierer alt efter brug og køremønster. Vinter og en masse salt bidrager stærkt til slid, specielt på skivebremserne. Saltet fra vejen kan forårsage rust på bremserne, hvilket reducerer bremseeffekten.

Ukendte lyde fra bremser og dæk

Der kan være flere grunde til, at der høres lyde fra bremser og dæk. Det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at bremserne er slidte og skal udskiftes. I mange tilfælde er det en sten eller et andet fremmedlegeme, der har sat sig fast mellem bremseskive og bremseskjold. I så fald høres en konstant skrabe- eller pibelyd fra dækket.

Ved helt nedslidte bremser er bremsebelægningen væk, og metallet på bremseklodserne rammer bremseskiven, som er af stål. Det giver en skarp og grim skrabelyd, når man bremser. I så fald skal bremserne udskiftes så hurtigt som muligt. Nogle producenter har lagt en lydindikator ind i belægningen på bremseklodserne, således at når de næsten er nedslidte, begynder det at skrabe fra indikatoren som en advarsel. Dette giver god tid til at få udskiftet bremserne.

Sådan får du løsnet fremmedlegemer fra bremseskiverne

I mange tilfælde handler skrabe- og pibelyde fra et af dækkene om, at der sidder et fremmedlegeme mellem bremseskive og bremseskjold. Ofte vil genstanden forsvinde af sig selv, men du kan prøve at køre bilen frem og tilbage ved først at bakke og derefter køre frem og se, om lyden er væk. Hvis den ikke gør det, kan du bruge noget langt og tyndt, eksempelvis en skruetrækker, og prøve at skubbe mellem bremseskive og bremseskjold og se, om genstanden falder ud.

Opdateret 3. oktober 2023

Del din oplevelse på Trustpilot

Vi sætter stor pris på alle tilbagemeldinger