Sikring af dyr i bilen

 Smilende kvinde sidder på bagsædet af en bil med en hund ved siden af ​​sig.

At sikre vores kæledyr i bilen er vigtigt for både dem og os. Her er guiden til en god og sikker biltur.

For langt de fleste mennesker er det en selvfølge at bruge sikkerhedssele og sørge for, at vores børn sidder forsvarligt fast i deres egne sæder, når vi kører. På samme måde burde det være en selvfølge at sikre både hunde og katte, når de skal med os på biltur.

Sikring af vores kæledyr er vigtigt for trafiksikkerheden. Det sikrer, at de ikke generer føreren, forhindrer, at de bliver kastet rundt i tilfælde af en pludselig opbremsning eller kollision, og sidst men ikke mindst gør det turen så sikker og behagelig som muligt for dyret.

Tips til bilture med kæledyr:

  • Vores kæledyr skal altid være godt sikret, når de er i bilen.

  • Undgå stress og frygt hos dyret ved at vænne det til buret inden bilturen starter.

  • Efterlad ikke kæledyr alene i bilen på varme dage.

  • Brug godkendte bure eller sikkerhedsseler.

  • Gør turen så behagelig som muligt for dyret.

  • Sæt dig ind i de gældende love og regler, hvis du skal have dyret med til udlandet.

Love og regler

I Danmark er der ingen særskilte love og regler for sikring af dyr i biler, som der er i nogle andre lande.

Hos os falder sikring af hunde, katte og andre dyr ind under de almindelige regler for sikring af last. Det betyder, at hvis du har et kæledyr i bilen, skal det sikres med enten et godkendt transportbur eller spændes fast i en sikkerhedssele.

Føreren af bilen er ansvarlig for, at sikringen er god nok. Hvis et dårligt sikret dyr forårsager en ulykke eller skade, vil føreren blive holdt ansvarlig for dette. Straffetyperne vil variere alt efter skadens omfang, og om den har ramt andre mennesker, men bøder er almindelige.

Ud over regler om forsvarlig sikring af last, kommer også dyreværnsloven i spil. Her står der, at alle dyr skal beskyttes mod unødvendige belastninger. Det gælder selvfølgelig også når de er i bilen.

Skal du have kæledyr med til udlandet, er det vigtigt, at du sætter dig ind i de gældende love og regler i de lande, du skal besøge, både når det kommer til sikring af bilen, vaccinationer, EU-pas og så videre.

 Smilende kvinde sidder på bagsædet af en bil med en hund ved siden af ​​sig.

Hund i bil

Uanset om du blot skal besøge svigermor i nabobyen eller på en lang bilferie, skal din hund altid være så godt sikret som muligt.

At have hunden i et transportbur sikrer, at den ikke kan bevæge sig rundt i kabinen og dermed forstyrre føreren. Derudover er det vigtigt at sikre, at den ikke kommer flyvende ved en pludselig opbremsning eller kollision og i værste fald skader føreren, passagererne eller sig selv.

Sådan sikrer du hunden

Dyr bør altid placeres i godkendte bure, både for at sikre dyret og føreren. Det bedste er et bur, der er forankret til bilen. Har du ikke plads til et bur i din bil, kan du bruge hundeseler, der kan kombineres med sikkerhedsselerne i bilen. Der findes flere typer seler til at sikre en hund i en bil. Disse har forskellige egenskaber og kvalitet. Sørg for, at selen er stærk, justerbar og ikke trykker mod nakken. Bed om hjælp fra fagfolk og tag gerne hunden med ind i butikken.

Husk, til større hunde vil en sele ikke holde dem på plads i tilfælde af en kollision, her er bure uden tvivl bedst.

Sådan sikrer du en hund i en bil:

  • Placer hunden i et transportbur, hvis det er muligt.

  • Hvis du ikke har et bur, så få en godkendt sikkerhedssele.

  • Hvis hverken bur eller sele er muligt, kan dyret placeres på gulvet foran i passagersiden. Dette bør kun gøres i nødstilfælde.

Vælg det rigtige transportbur

Når du skal købe et hundebur, bør du kigge efter godkendte, solide bure. Ikke-sammenklappelige metalbure er bedst, da sammenklappelige bure kan falde sammen i tilfælde af en kollision.

Størrelsen på buret er vigtig. Mange hundeejere ønsker, at hunden skal have god plads til at udfolde sig i buret. Det er ikke en god idé. Ved kollision eller pludselig opbremsning, eller blot på en snoet vej, vil hunden risikere at komme til skade, hvis den glider eller bliver slynget rundt i buret.

Se efter et robust bur, hvor hunden har plads til at vende sig, stå op og lægge sig ned. Mere plads er ikke nødvendig, og de fleste hunde trives også fint med, at der er lidt trangt omkring dem.

Transportburet er sikrest, hvis du placerer det i bagagerummet, så tæt på bagsædets ryglæn som muligt. Den skal sidde godt fast, så den ikke har nogen chance for at glide og bevæge sig under turen og ikke mindst, hvis du kommer du for en kollision.

Små hunde i mindre bure står sikrest, hvis du placerer buret på gulvet mellem forsædet og bagsædet. Hvis dette ikke er muligt, findes der bure, som kan placeres på bagsædet og sikres med en separat sikkerhedssele.

Husk, det er ikke nok at fastgøre et lille bur med bilens sikkerhedssele. Dette sikrer ikke buret godt nok og forhindrer det ikke i at glide og bevæge sig under sving og opbremsning.

Sådan vælger du transportbur:


  • Vælg et godkendt bur, der er crashtestet.

  • Sørg for, at buret er forsvarligt fastgjort, så det ikke bevæger sig under kørslen eller i tilfælde af en ulykke.

  • Køb ikke for stort et bur. Hunden skal kunne bevæge sig, men ikke gå rundt i buret.

Før turen

Selvom buret er trygt og sikkert, er det ikke sikkert, at hunden vil gå ind i det. Det kan skabe svære og smertefulde øjeblikke, hvor en skræmt hund må tvinges ind i buret eller turen må aflyses. For at undgå dette er det en god idé, at vænne hunden til buret i god tid inden turen.

Lad buret blive i stuen, så hunden kan gå ind og ud af det. Læg et tæppe, et stykke legetøj eller andet, der dufter trygt og godt. Hav nogle godbidder liggende og lad ham få en belønning, når han går ind, og måske også noget godt, der venter i buret.

Det vigtigste er, at hunden forbinder buret med noget trygt og behageligt.

Når du er klar til en biltur, så læg en skridsikker måtte i buret og gerne et tæppe, som hunden kan lide.

Inden du starter bilturen, bør du tage din hund med ud at gå en tur, så den har tisset og er rolig og klar til rejsen.

Under kørslen

Husk, at du skal have mere luft i kabinen end normalt, når du har dyr i bilen. Du kan have vinduet lidt åbent, bruge aircondition eller du kan investere i en separat burventilator.

Hvis turen varer nogle timer, er det en god idé at holde pauser, så hunden (og måske også dig) kan få lidt frisk luft, tisse og drikke.

Nogle hunde kan blive køresyge, ligesom os mennesker. Alle der har oplevet det ved, hvor ubehageligt det er. Men der er hjælp at hente. Kontakt din dyrlæge, og de vil hjælpe dig med medicin.

Skulle uheldet alligevel være ude, så kør ind til siden så snart det er muligt og få tørret eventuelt opkast væk, få vasket buret og eventuelt skiftet tæppe eller måtte. Husk også at give hunden noget vand for at forhindre dehydrering.

Nogle hunde kan opleve bilangst. Dette er smertefuldt for både hunden og ejeren. Heldigvis findes der beroligende midler designet til hunde, herunder sprays, som du sætter på hundens halsbånd. Tal med en dyrlæge, hvis din hund har brug for hjælp til at klare bilturen.

En ting, der kan få hunden til at føle sig mere tryg, er at buret er placeret, så den ikke kan se ud. Hunde er forskellige, nogle elsker at se verden gå forbi, mens andre vil føle, at turen er mere tryg, hvis den blot får lov til at ligge i fred uden alt for mange synsindtryk at forholde sig til. Prøv dig frem at se, hvornår din hund er bedst tilpas.

Vær altid opmærksom på sol og varme, når du kører med dyr i bilen. Især om sommeren er det vigtigt at huske på, at vores kæledyr ikke trives så godt i varmen, som vi gør.

Efterlad aldrig bilen med hunden indenfor om sommeren. Selvom det ikke er så varmt udenfor, vil solen sørge for, at kabinen på kort tid bliver til en ovn, og hunden kan i værste fald blive overophedet.

Parker i skyggen, hvis du lige hurtigt skal ud af bilen, men husk, at bilen også bliver varm i skyggen.

Tommelfingerreglen er at tage hunden med, hvis du skal ud af bilen, også selvom det er af kortere varighed. Medmindre der er andre i bilen, der kan sørge for, at kabinen ikke bliver for varm.

Huskeliste før biltur med en hund:

  • Placer transportburet i bagagerummet, så tæt på bagsædets ryg som muligt, eller på gulvet foran bagsædet. Sørg for, at den er sikkert fastgjort og stabil.

  • Væn hunden til buret inden turen. Det gør den rolig og tryg.

  • Gå en tur med hunden, inden den går ind i buret.

  • Sørg for god ventilation. Brug ventilator/aircondition/åbne vinduer eller køb din egen burventilator.

  • Hold pauser, så både du og hunden kan strække ben, drikke og få lidt frisk luft.

  • En dyrlæge kan hjælpe med midler mod køresyge og rastløshed, hvis dette er et problem.

  • Efterlad aldrig din hund i bilen i sol og varme.

Efter rejsen

Når turen er slut, fortjener din hund at løbe rundt i frisk luft. Hvis du ikke har mulighed for at slippe den løs, så tag dig tid til at gå en god tur, så den kan tisse og bevæge sig.

Sørg for, at den får mad og drikke med det samme. Ikke alle har appetit lige efter en biltur, men muligheden skal være der. Der kan være fare for dehydrering under en lang køretur, så sørg for at have en fuld drikkeskål.

Hunde er som mennesker, de reagerer forskelligt. For nogle hunde kan en lang køretur gøre dem ekstra klar til leg og hygge, mens andre bliver trætte af de nye og ukendte indtryk og foretrækker at krølle sig sammen og hvile sig. Begge reaktionsmønstre er helt okay. Du finder hurtigt du af, hvilken type din hund er.

Kat kigger ud af sit bur på bagsædet af en bil

Kat i bil

Sådan sikrer du katten.

At have en kat med sig i bilen har meget til fælles med at have en hund med. Ligesom hunde er den bedste måde at beskytte din kat på at holde den i et kattebur under kørslen.


Kat i bil

Sådan sikrer du katten.

At have en kat med sig i bilen har meget til fælles med at have en hund med. Ligesom hunde er den bedste måde at beskytte din kat på at holde den i et kattebur under kørslen.

Valg af transportbur

Det vigtigste, når du skal vælge transportbur til din kat, er at tjekke, at det er godkendt til dyretransport. Der er mange varianter til salg: hårde plastikkasser, flettede kurve og tekstilposer. Tag dig tid til at informere dig selv om, hvad der er tilgængeligt på markedet, spørg fagfolk og tjek forbrugertests.

Valget af transportbur skal både varetage dit dyrs sikkerhed og også sikre, at det har det behageligt på turen.

Ligesom hunde er der ingen grund til at blive fristet til at købe et stort bur. Katten skal kunne stå oprejst og vende rundt, ikke mere. Et stort bur kan virke som en god ting for katten, men det kan faktisk gøre skade.

I et stort bur er der risiko for, at katten glider og slår sig, når bilen drejer eller bremser, og skulle uheldet være ude, og du havner i en større kollision, kan katten komme slemt til skade, hvis den bliver kastet mod væggen af buret.

Du placerer buret på gulvet i bilen, gerne mellem forsædet og bagsædet, eller det kan spændes fast til et af sæderne med en sikkerhedssele. Vær helt sikker på, at buret er ordentligt sikret og vil stå stabilt uanset pludselige bevægelser i bilen.

At fiksere katten i sele eller snor er ikke en god sikring. Det vil ikke beskytte katten mod at blive kastet rundt i sving, ved pludselige opbremsninger eller kollisioner.

Sørg for god ventilation (dog ikke direkte træk) under turen, og lad aldrig bilen stå med katten indenfor på varme dage. Når det er sol og sommer, bør du tage buret med, hvis du forlader bilen.

Sådan sikrer du din kat i bilen:

  • Brug altid et kattebur, når du tager en kat med i bilen.

  • Buret skal stå på gulvet i bilen eller spændes fast med en sikkerhedssele.

  • Buret må ikke være for stort, så katten kan glide og slå sig, når bilen drejer og bremser.

  • Efterlad aldrig katten i bilen på en varm dag.

Før turen

Det er en god idé at vænne katten til at bruge buret, inden du skal ud på din første tur.

Transportbure er for mange dyr noget, de forbinder med ubehagelige ting såsom dyrlægebesøg eller lignende, så det vil hjælpe både dig og katten, hvis den ser katteburet som noget trygt.

Den nemmeste måde at øve sig på, er ved at have buret stående åbent på stuegulvet og lade katten gå ind og ud, når den vil. Hvis det er nødvendigt, kan du lokke med en lille godbid og lægge et yndlingstæppe eller -legetøj i buret.

Der findes feromonspray, som får katten til at slappe af. Sprayer du lidt ind i buret inden turen, bliver katten mere rolig. Spørg en dyrlæge for at finde produkter, der kan hjælpe katten med at finde ro på en biltur.

Læg et tæppe i buret, som katten kan lide. Derudover kan det være smart at lægge fx avispapir under denne og et håndklæde eller lignende ovenpå, for at beskytte sig mod at en køresyg kat kaster op, eller hvis det går galt på andre måder.

Under kørslen

Ventilation er vigtig for din kat, men i modsætning til hunde trives katte ikke med åbne vinduer. Katte er tilbøjelige til at få træk, så det er bedre at lufte ud i god tid end at have vinduerne åbne under rejsen. Sørg også for at bilens aircondition ikke blæser direkte på katten.

Hvis de ikke er vant til det, er mange katte også på vagt over for høje lyde, så de kan blive stressede af bilradioen og andre nye lyde. Hold øje med din kat og se, hvordan den reagerer.

Er du på langtur, bør du sørge for, at katten får noget mad og drikke undervejs, men hvis en tur udenfor ikke er absolut nødvendig, er det som regel bedst at lade katten blive i buret under hele turen.

For at undgå at katten smutter du og bliver væk, bør du sørge for, at bildøren og burdøren ikke er åbne samtidigt.

Hvis turen er så lang, at katten skal en tur ud af buret, er det sikrest at holde den i snor. Katte er ikke lige så nemme at kontrollere som hunde, og hvis den stikker af, kan der gå lang tid, før turen kan fortsætte.

Køresyge er heller ikke ualmindeligt hos katte. Tal med din dyrlæge om enhver tilgængelig medicin for at gøre rejsen lettere for din kat.

Undervejs kan det godt betale sig at holde øje med, om katten kaster op eller tisser i buret. I så fald bør du skifte avis og håndklæde og/eller tæppe, så katten ikke skal sidde i et snavset bur. Det gør turen mere behagelig for katten, og det er også vigtigt, så katten ikke forbinder buret med noget ubehageligt, næste gang du skal på tur.

Huskeliste før en biltur med en kat:

  • Væn katten til transportburet inden bilturen.

  • Sørg for at have avispapir eller andet der suger væske i bunden af buret, læg et tæppe katten kan lide ovenpå dette – og evt. et håndklæde øverst.

  • Udsæt ikke katten for træk, men luft godt ud i forvejen.

  • Pas på, at katten ikke bliver dehydreret. Giv den vand og mad, hvis turen er lang.

  • Hold øje med om din kat bliver køresyg og kaster op eller tisser. Skift underlaget i buret, hvis det sker.

  • Pas på at katten ikke løber væk, så du risikerer, at den ikke kommer tilbage.

Efter rejsen

Når I er vel fremme ved destinationen, vil katten nok hurtigt finde en kattebakke eller løber lidt rundt for at gøre det, der skal til, efter en lang køretur. Det er heller ikke usædvanligt, at den er både tørstig og sulten, men hvis den skulle reagere helt anderledes end nævnt her, er der ingen grund til bekymring. Katte er også forskellige.

De fleste katte vil være lidt trætte efter en lang biltur. De mange ukendte lyde og lugte kan være overvældende, så bliv ikke overrasket, hvis din kat går direkte fra hvilestilling i buret til blot at sove videre, når rejsen er slut.

Føler du det er nødvendigt, kan du efter bilturen lade buret stå fremme, så din kat kan fortsætte tilvænningen og gå ind og ud af det, som den vil, og dermed blive endnu mere tryg og rolig på den næste tur.

Ofte stillede spørgsmål

Resumé

  • Der er ingen særskilte love for sikring af dyr, men du er forpligtet til at sikre dem på samme måde som anden last. Overtrædelse heraf kan straffes.

  • Kæledyr skal altid være beskyttet i henhold til den danske dyreværnslov. Brug godkendte transportbure eller seler, hvor kæledyret kan have det trygt og komfortabelt.

  • Væn dyret til transportburet inden den første tur.

  • Hvis dit kæledyr er meget uroligt inden en biltur eller lider af køresyge, findes der medicin, der hjælper på dette. Kontakt en dyrlæge for råd og vejledning.

  • Efterlad ikke kæledyr alene i bilen på varme dage.

  • Sæt dig ind i de gældende love og regler, hvis du skal have dyret med til udlandet.

Opdateret 3. oktober 2023

Del din oplevelse på Trustpilot

Vi sætter stor pris på alle tilbagemeldinger